Fort Myers Beach

Fort Myers Beach ud for Outrigger Beach Resort. En bred strand med fint sand og badevenligt vand. Fuld bebyggelse langs vandet så langt øjet rækker.

Efter morgenmaden kører vi mod Fort Myers Beach fra Orlando. Nu begynder vores road trip! Uden stop tager turen ca. tre timer, og vi klarer den på fem. Vi kører gennem mindre byer, hvor det er tydeligt, at der ikke er så mange penge mellem hænderne. Landskabet er fladt og ensformigt, men det er spændende og tankevækkende at se et andet USA end turistområdet i Orlando. Vi har et par stop undervejs og handler i en kæmpestor Wallmart, da vi nærmer os hotellet. Der bruger vi mere end en time. Vi er nysgerrige efter at se alle de amerikanske produkter, og vi fascineres af endeløse rækker dedikeret kun til morgenmadsprodukter, færdigretter, is, sodavand, brød osv.

Vi handler i en stor Walmart ved Fort Myers Beach. Det tager lang tid, for det er svært at beslutte sig for, hvilke chips vi skal have.

Da vi når Fort Myers Beach bliver vi en anelse skuffet. Fra bilen kan vi ikke se stranden pga. al bebyggelsen. Der er bygget langs hele vejen og ofte i højden. Ind imellem ligger nogle ældre feriehuse klemt ind mellem nye store feriehuse, hoteller eller lejlighedskomplekser. Vi snakker om, at vi godt kan se fidusen i den danske restriktive lovgivning om bebyggelse langs kysterne, så flere kan få glæde af naturen.

Outrigger Beach Resort Fort Myers

Indkørslen til Outrigger Beach Resort i Fort Myers Beach med receptionsbygningen i front.

Vi glæder os til at slappe af og bade efter nogle hektiske dage i Orlando. Vi når Outrigger Beach Resort, hvor en ældre hippieagtig herre med halvlangt hvidt hår og hud præget af adskillige år i solen giver anvisninger til parkering på Outrigger, og vi går i receptionen for at tjekke ind. Her er den ene receptionist i gang med at overfuse den anden pga. en forlagt kuglepen. Den sure receptionist går ind bagved, og vi betjenes af den anden. Hun er til gengæld meget venlig og hjælpsom, da hun lige har sundet sig.

Outrigger består af to aflange bygninger, hvorimellem receptionen ligger forrest, p-pladser er placeret i midten og ned mod stranden er der pool og strandbar og -café. Vi får værelse på første sal, og vi bliver glædeligt overrasket, da vi låser os ind. Værelset er nyrenoveret og lyst med dejligt stort og lækkert badeværelse, spisebordsmøbler og ikke mindst komfur, ovn, mikroovn, brødrister og stort køleskab og fryser. Der er ikke altan, men på den udendørs gang er der to stole ved hver lejlighed. Andre hotelgæster kan så komme forbi på vej til deres værelser, men i det mindste er der mulighed for at sætte sig uden for.

Swimmingpoolen på Outrigger Beach Resort. Den er fin til børn, der er liggestole til alle og badehåndklæder til fri afbenyttelse.

Vi skal selvfølgelig afprøve poolen hurtigst muligt. Den er fin og god til både børn og voksne, og man kan tage badehåndklæder ved poolen. Efter kort tid spiller et lille live band fra strandcaféen, lige ved siden af poolen, op. Det er højt og tager noget af fornøjelsen. Der er en del andre danskere på hotellet, og vi får at vide, at det er en daglig begivenhed fra ca. kl. 17, men også at det stopper igen efter et par timer. Flere modne amerikanske gæster 60+ er glade for underholdningen og får sig nogle drinks og en svingom.

Oplevelser i Fort Myers Beach

Vi går aftenture langs stranden. Den er meget bred med fint, hvidt sand og børnevenlig uden for høje bølger. Så langt øjet rækker er der bygninger lands stranden, både etagebyggeri og mindre boliger. Det er ikke så pænt, men det er dejligt at gå tur langs stranden. Der er fred og ro, og det nyder vi efter Orlandos temaparker.

Vi bader en enkelt gang i havet og mange timer i poolen. Der er vi glade for at være, og vi vænner os efterhånden til musikken sidst på eftermiddagen. Vi får læst, spillet, snakket og hvilet. Skønt.

Konkylier og store strandskaller

Vi har læst, at man på nærliggende Sanibel Island kan samle de flotteste muslingskaller og konkylier. Så der kører vi ud om formiddagen på dag 2. Vi finder dog ingen pæne skaller, men det er interessant at se øen, hvor man ikke må bygge højere end træerne. Derfor er der meget mere grønt at se på. Og aldrende feriegæster med Trump-kasketter på og huse med Trump-bannere.

Vi samler store mulingeskaller og flotte konkylier ved stranden. Der er flest lige efter solopgang.

Et par dage står Sigrid og jeg op ved daggry og går til stranden for at se, hvad der er skyllet ind. Vi samler de flotteste konkylier og muslingeskaller. Virkelig hyggeligt og dejligt tidsfordriv.

Shopping i Miromar Outlet Mall

Vi er blevet anbefalet at køre til Miromar Outlet Mall, ca. en halv times kørsel fra hotellet. Vi er ikke de store shoppere, men håber alligevel at kunne købe f.eks. sneakers og lidt sommertøj. Det lykkes ikke, for selvom der er mange butikker, synes vi ikke, at udvalget er så stort eller at der er særligt store besparelser at hente. Det er ikke turen værd for os.

Mad i Fort Myers

Vi får anbefalet en skalfiskerestaurant tæt på hotellet, men kommer aldrig derhen. Vi er så glade for værelsets køkkenfaciliteter og laver selv mad et par dage. Ellers tager vi take away med hjem. Om morgenen får vi spejlæg, og vi bager chocolate chip cookies af færdigkøbt dej.

Svenske pandekager fra IHOP. Der mangler noget finish, som de ville sige i Den Store Bagedyst, men Sigrid synes, det smager himmelsk.

På shoppingturen kommer vi forbi en IHOP (International House of Pancakes), som Sigrid har hørt meget om hjemmefra. Det skal vi prøve, og Sigrids eventyrlyst rækker til “Swedish pancakes” med nutella og banan. Hun er meget tilfreds. Dan og jeg får omelet med amerikanske pandekager til dessert. Et lidt tungt måltid med meget lækker sirup til pandekagerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *