Vi kører mod Key West og glæder os til en flot køretur. I Key Largo fik vi at vide, at især the middle keys blev ramt hårdt af en kategori 5-orkan i efteråret 2017 og blæste alt væk på sin vej. Vi kan se, at der ikke er megen vegetation tilbage, der er tomme græsplæner, hvor der har været trailer parks, og det ser virkelig trist ud flere steder. Når man prøver at se udover det, er turen gennem the keys spektakulær, men ikke så smuk som forventet. Nogle keys består næsten kun af vej, der er ikke mange strande og ikke så meget at se på undtagen havet.
Men så er der broerne. Især 7 Mile Bridge er imponerende, og samtidig er det både trist og som at være med i en gammel film at se den gamle jernbanebro stå ramponeret ved siden af. Den blev ødelagt i en orkan for mange år siden og er aldrig genopbygget eller revet ned.
Vi stopper ved Robbie’s Marina, hvor man kan fodre store fisk. Vi har på forhånd grejet, at det er meget turistet, men tænker, at det vil være sjovt for Sigrid. Der er boder uden for, og man kan købe en spand fisk for ca. otte dollars. Kæmpestore fisk er klar til at springe op efter maden. Det er pelikanerne også, og vi finder hurtigt ud at, at dem skal man ikke for tæt på. De skyr ingen midler for at få fat i maden.
Key West er en flådeby lige nord for Havana, og tæt på byen flyver fem F18-fly lavt over os. Vi finder vores hotel, Fairfield Inn & Suites Key West, som ligger i udkanten af byen. Vi står ud af bilen og bliver mødt af en hønemor med sine kyllinger. Det undrer vi os over, indtil vi får forklaringen: Tidligere tog cigarrullere fra Cuba haner med til Key West og brugte dem til hanekamp. Da det blev forbudt, slap de hanerne løs. Nu lever de frit overalt i byen til morskab for turisterne og irritation for byens beboere.
Hotellet er dejligt, og vi får et lyst fint værelse med et dejligt stort badeværelse og køleskab, men ingen mikroovn. Poolen er fin med poolbar, og der er morgenmad med i prisen.
Oplevelser i Key West
Hjemmefra har vi bestilt “Dolphin Watch and Snorkel Tour” med Honest Eco. Det er dyrt, men så er der også kun seks passagerer med på turen, der varer fire timer i en miljøvenlig elektrisk ny og stor båd. En kvindelig kaptajn og hendes medhjælper tager imod, og vi sejler ud med masser af plads til alle passagerer. Vi deler oplevelsen med et ungt par fra Irland og en ung amerikansk mand med rødder i Bulgarien, meget hyggeligt. Først leder vi efter delfiner, og det lykkes at finde en flok på tre hanner. Begejstringen vil ingen ende tage, og vi nyder at se dem dukke op af vandet mange gange.
Vi sejler ud til revet og får udleveret snorkelgrej. Sigrid har ikke prøvet at snorkle før, men hun kan næsten ikke vente med at komme ud. Hun elsker vand, er god til at dykke og kan også svømme. Dan er en dygtig svømmer, mens jeg kan klare mig. Da vi først er i vandet, står det klart, at Dan må følge med Sigrid, for jeg kan ikke svømme hurtigt nok! Vandet er fem – seks meter dybt, og vi ser en del fisk, heriblandt rokker. Her er det er også tydeligt, at en del af revet er dødt. Helt anderledes og ikke så farverigt som hvad vi har set i Thailand. Vi snorkler i en times tid, og de andre er imponeret over Sigrid, der er som en fisk i vandet og helt frygtløs.
Der er frisk udskåret frugt, da vi kom op. Vi har nok aldrig smagt en bedre ananas. Melon og æbler er også gode, men ananassen er i særklasse. På vejen tilbage ser vi delfiner tæt på flådebasen, hvor man egentlig ikke må sejle tæt på. Det tager kaptajnen i stiv arm, og da hun bliver kontaktet over radioen af flådebasen og bliver spurgt om, hvad vi laver, svarer hun køligt! “Uuhh, watchin’ dolphins, what do you think!” Så ser kaptajnen, at der nærmer sig et uvejr, og vi sejler mod land. En skøn anbefalelsesværdig tur, der er alle pengene værd.
Dag 2 i Key West bruger vi i byen. Vi tager en shuttle bus fra hotellet ind til centrum. Først besøger vi Mel Fisher Maritime Museum og ser bjergede skatte fra det spanske skib Atocha, der sank i 1622. Museet er mindre, end vi forestiller os, og der er ikke så meget guld udstillet, men det er alligevel spændende.
Vi besøger det gamle Fort Zachary Taylor. Der er lidt udstillinger, så man kan få sig en forestilling om, hvordan det var at være soldat der i slutningen af 1800-tallet. Derfra går vi mod “The southernmost point in the USA” og passerer på vejen Hemingways hus og Harry S. Trumans “Little White House”. Ved havnen ligger et kæmpe Disney-krydstogtskib til kaj, og vi ser på høns og deres kyllinger. Da vi når til bøjen ved det sydligste sted, står folk i kø for at tage billeder ved den. Det vil vi ikke bruge tid på og tager i stedet en selfie fra en “forkert” vinkel og går igen.
På vej tilbage til centrum er der et drag show i gang på Duval Street. Det er sjovt, og Sigrid stiller en masse spørgsmål, vi lige skal overveje, hvordan vi skal svare på… På forhånd har vi hørt, at Key West er meget turistet. Vi kan nu godt lide byen, som er den pæneste, vi besøger på turen. Måske synes vi så godt om den, fordi det også er en historisk by med pæne gamle huse. Nu er vi mætte af indtryk og tager tilbage på hotellet for at bade.
Mad i Key West
Den første aften efter vores snorkeltur driver et stort uvejr ind over byen med lyn, torden og tropisk regn. Vi kører alligevel til en nærliggende IHOP og får aftensmad. Det er en speciel oplevelse at sidde derinde, mens uvejret brager løs udenfor. Faktisk ret hyggeligt.
Næste dag anbefaler hotellet restaurant Hurricane Hole, hvor også lokale kommer. Den ligger ved en lille havn tæt på indfaldsvejen til Key West og i gåafstand fra hotellet. På ægte amerikansk vis kører vi selvfølgelig derover. Der er hyggeligt og en lille legeplads, og man sidder ved vandet. Sigrid afprøver legepladsen med det samme og leger med en australsk pige. Vi får rejsens bedste måltid, en omgang jambalaya og indbagte rejer. Stedet kan helt sikkert anbefales.
Morgenmaden på hotellet er rigtig god. Ingen plasticindpakket mad bortset fra marmelade osv. Flere forskellige slags brød, yoghurt, cereals, æg, bacon, og så kan vi bage friske vafler. Vi propper os.