
En regnvåd sommerdag booker vi en god gammeldags charterrejse til Paleros i Grækenland. Sommeren skulle ellers tilbringes i Danmark efter vores Florida-tur i foråret. Men vi sukker efter sol, varme og afslapning og finder en billig rejse hos Spies. Vi er spændte på, hvad en afbudsrejse i skolernes sommerferie kan byde på.
Positiv overraskelse
Flot havudsigt fra terrassen, bjergudsigt fra poolen, snorkling ved stranden, flinke værter på familiedrevet hotel og en autentisk græsk by. Og fred og ro. What’s not to like? Måske værelsets meget enkle indretning, men overordnet er vi positivt overraskede.
Om Paleros
Paleros er en by med ca. 2.000 indbyggere og ligger på fastlandet lige ud for Lefkas og syd for byen Preveza i det nordlige Grækenland. Masseturismen har endnu ikke fået fat, helt almindelige grækere bor i byen, og en del grækere holder også ferie der.
Hotel Kosta Maria

Hotellet er et lille familiedrevet hotel med kun 20 værelser. Alle med havudsigt! Det ligger to km uden for Paleros, så der er fred og ro. Uden for har øjet hele tiden noget smukt at se på – enten udsigten over det Ioniske hav med Lefkas i baggrunden, eller de dramatiske bjerge bag hotellet.
Simple lejligheder

Værelserne er rummelige og rene, men meget sparsomt indrettet. Næsten intet køkkenudstyr og kun bord og stole på terrassen. Den er til gengæld rummelig, og udsigten derfra er fantastisk. Men terrassen er også vestvendt, så i højsæsonen er det for varmt at opholde sig der fra midt på eftermiddagen.
Leg i poolen og snorkling ved stranden

Poolen har en ok størrelse med varierende dybde. Nogle børn vil nok mangle en rutchebane, men man må gerne lege med badedyr. Ca. 100 trappetrin fra hotellet, når man stranden, som er en smal stenstrand med få liggestole og parasoller. Vandet er krystalklart og velegnet til at snorkle i. Vi ser masser af søpindsvin, forskellige fisk og en dag også en flok delfiner.

Oplevelser i Paleros
Byen er ikke så stor og er en almindelig græsk by. Derfor er der heller ikke mange af de traditionelle tilbud til turister som f.eks. sejltur – så skal man helt til Lefkas.
Vi lejer bil
Der er meget få muligheder for offentlig transport, og en af dagene lejer vi en bil for at se noget af området. En WV Up til 65 EUR inkl. forsikringer og fri km. Der er ikke megen trafik på vejene, da grækerne ikke har råd til at køre bil ifølge hotelværterne. I stedet skal vi være på vagt overfor fritgående køer og geder!

Vi kører over på Lefkas, hvor vi ser nogle helt fantastisk smukke strande med klart turkisblåt vand. Der er en del trafik, og vores indtryk er, at der er langt flere turister på øen fremfor på fastlandet, og der er også meget tættere bebygget ved kysterne. Vi kører også op i bjergene, og det er sjovt at kunne se over mod Paleros fra den anden side.
Den romerske ruinby Nikopolis
Vi kører nordpå langs kysten, hvor vi vi vil se ruinerne af en stor romersk by, Nikopolis. Det er et imponerende anlæg med flotte restaurerede mosaikker. Desværre er der ikke så megen information på stedet, og det nærliggende amfiteater er lukket pga. restaurering. I stedet kører vi til det tilhørende museum i en flot ny bygning. Vi er de eneste gæster, bliver fulgt hele vejen rundt af en kustode og bliver irettesat, da vores datter strejfer en montre med hånden. Museumsformidling classic.

Paleros by
Fredag aften er der græsk aften med dans og musik på hotellet, og vi tager ind til byen i stedet. Næsten hele byen er samlet i deres stiveste puds på torvet til en procession til ære for en præst, der ofrede sig under 2. verdenskrig. Spændende at se en autentisk begivenhed, hvor grækerne selv deltager. Byens kirke er også værd at se med dens farverige udsmykning.
Det gode skib Macedonian Palace – ren partyboat
Vi får at vide, at der desværre ikke udgår sejlture fra Paleros. I stedet kan vi booke en tur via Spies med et stort skib, der udgår fra Lefkas. En hel busfuld af gæster fra Paleros køres til Lefkas, hvor vi ankommer som de sidste gæster på Macedonian Palace.
Skibet er overfyldt, og det er meget svært at finde en siddeplads og slet ikke samlet som familie. Turen viser sig at være en ren turistfælde: Overfyldt, larmende med høj musik, sure besætningsmedlemmer og lav sikkerhed. Det bedste på turen er frokosten: Souvlaki. Vi har meldt tilbage til Spies, at bådturen er helt fejlcastet ift. målgruppen i Paleros, som er børnefamilier og (modne) par. Der må være mange andre muligheder for en dejlig sejltur i det smukke øhav.
Spisesteder i Paleros
De fleste restauranter i byen ligger langs stranden, og enkelte ved torvet og længere oppe i byen. Især langs stranden kan tjenere være lidt pågående.
Sejlklubben og Odysseus

Vi spiser i byen to gange. Første gang i sejlklubben, hvor man ikke skal lade sig afskrække af det loungeagtige look – en stenovnspizza kostede fem EUR. Fin oplevelse. Anden gang på Odysseus langs stranden tæt på legepladsen. Ok, men ikke så mindeværdig mad og service.
Restauranten på Hotel Kosta Maria
Vi spiser flere gange på hotellets restaurant. Vi får f.eks. en lækker lasagne og saftige souvlaki. Generelt vil vi anbefale restaurantens traditionelle græske retter, mens burger, club sandwish osv. kommer i lidt alternative udgaver.
