Vue over Paleros. Vi er gået fra torvet tæt på havnen og lidt op i byen. hvor der er god udsigt.
En regnvåd sommerdag booker vi en god gammeldags charterrejse til Paleros i Grækenland. Sommeren skulle ellers tilbringes i Danmark efter vores Florida-tur i foråret. Men vi sukker efter sol, varme og afslapning og finder en billig rejse hos Spies. Vi er spændte på, hvad en afbudsrejse i skolernes sommerferie kan byde på.
Positiv overraskelse
Flot havudsigt fra terrassen, bjergudsigt fra poolen, snorkling ved stranden, flinke værter på familiedrevet hotel og en autentisk græsk by. Og fred og ro. What’s not to like? Måske værelsets meget enkle indretning, men overordnet er vi positivt overraskede.
Om Paleros
Paleros er en by med ca. 2.000 indbyggere og ligger på fastlandet lige ud for Lefkas og syd for byen Preveza i det nordlige Grækenland. Masseturismen har endnu ikke fået fat, helt almindelige grækere bor i byen, og en del grækere holder også ferie der.
Hotel Kosta Maria
Et aftenbillede fra Hotel Kosta Maria, hvor dramatiske bjerge løfter sig i baggrunden.
Hotellet er et lille familiedrevet hotel med kun 20 værelser. Alle med havudsigt! Det ligger to km uden for Paleros, så der er fred og ro. Uden for har øjet hele tiden noget smukt at se på – enten udsigten over det Ioniske hav med Lefkas i baggrunden, eller de dramatiske bjerge bag hotellet.
Simple lejligheder
Aftenafslapning på terrassen ved vores værelse på Hotel Kosta Maria. Vi bor på nederste plan, men har stadig god udsigt over havet og Lefkas.
Værelserne er rummelige og rene, men meget sparsomt indrettet. Næsten intet køkkenudstyr og kun bord og stole på terrassen. Den er til gengæld rummelig, og udsigten derfra er fantastisk. Men terrassen er også vestvendt, så i højsæsonen er det for varmt at opholde sig der fra midt på eftermiddagen.
Leg i poolen og snorkling ved stranden
Stranden neden for hotellet er smal og med sten. Men der er ro, og vandet er krystalklart og velegnet til snorkling.
Poolen har en ok størrelse med varierende dybde. Nogle børn vil nok mangle en rutchebane, men man må gerne lege med badedyr. Ca. 100 trappetrin fra hotellet, når man stranden, som er en smal stenstrand med få liggestole og parasoller. Vandet er krystalklart og velegnet til at snorkle i. Vi ser masser af søpindsvin, forskellige fisk og en dag også en flok delfiner.
Alle 20 lejligheder på Hotel Kosta Maria ligger i den gule bygning ved poolen.
Oplevelser i Paleros
Byen er ikke så stor og er en almindelig græsk by. Derfor er der heller ikke mange af de traditionelle tilbud til turister som f.eks. sejltur – så skal man helt til Lefkas.
Vi lejer bil
Der er meget få muligheder for offentlig transport, og en af dagene lejer vi en bil for at se noget af området. En WV Up til 65 EUR inkl. forsikringer og fri km. Der er ikke megen trafik på vejene, da grækerne ikke har råd til at køre bil ifølge hotelværterne. I stedet skal vi være på vagt overfor fritgående køer og geder!
Pas på! Geder og køer går frit ved vejen fra Paleros og sydpå.
Vi kører over på Lefkas, hvor vi ser nogle helt fantastisk smukke strande med klart turkisblåt vand. Der er en del trafik, og vores indtryk er, at der er langt flere turister på øen fremfor på fastlandet, og der er også meget tættere bebygget ved kysterne. Vi kører også op i bjergene, og det er sjovt at kunne se over mod Paleros fra den anden side.
Den romerske ruinby Nikopolis
Vi kører nordpå langs kysten, hvor vi vi vil se ruinerne af en stor romersk by, Nikopolis. Det er et imponerende anlæg med flotte restaurerede mosaikker. Desværre er der ikke så megen information på stedet, og det nærliggende amfiteater er lukket pga. restaurering. I stedet kører vi til det tilhørende museum i en flot ny bygning. Vi er de eneste gæster, bliver fulgt hele vejen rundt af en kustode og bliver irettesat, da vores datter strejfer en montre med hånden. Museumsformidling classic.
Rester af bymuren omkring den romerske by Nikopolis nord for Preveza.
Paleros by
Fredag aften er der græsk aften med dans og musik på hotellet, og vi tager ind til byen i stedet. Næsten hele byen er samlet i deres stiveste puds på torvet til en procession til ære for en præst, der ofrede sig under 2. verdenskrig. Spændende at se en autentisk begivenhed, hvor grækerne selv deltager. Byens kirke er også værd at se med dens farverige udsmykning.
Det gode skib Macedonian Palace – ren
partyboat
Vi får at vide, at der desværre ikke udgår sejlture fra Paleros. I stedet kan vi booke en tur via Spies med et stort skib, der udgår fra Lefkas. En hel busfuld af gæster fra Paleros køres til Lefkas, hvor vi ankommer som de sidste gæster på Macedonian Palace.
Skibet er overfyldt, og det er meget svært at finde en siddeplads og slet ikke samlet som familie. Turen viser sig at være en ren turistfælde: Overfyldt, larmende med høj musik, sure besætningsmedlemmer og lav sikkerhed. Det bedste på turen er frokosten: Souvlaki. Vi har meldt tilbage til Spies, at bådturen er helt fejlcastet ift. målgruppen i Paleros, som er børnefamilier og (modne) par. Der må være mange andre muligheder for en dejlig sejltur i det smukke øhav.
Spisesteder i Paleros
De fleste restauranter i byen ligger langs stranden, og enkelte ved torvet og længere oppe i byen. Især langs stranden kan tjenere være lidt pågående.
Sejlklubben og Odysseus
Lækre stenovnspizzaer i sejklubben – her i en børnevenlig udgave.
Vi spiser i byen to gange. Første gang i sejlklubben, hvor man ikke skal lade sig afskrække af det loungeagtige look – en stenovnspizza kostede fem EUR. Fin oplevelse. Anden gang på Odysseus langs stranden tæt på legepladsen. Ok, men ikke så mindeværdig mad og service.
Restauranten på Hotel Kosta Maria
Vi spiser flere gange på hotellets restaurant.
Vi får f.eks. en lækker lasagne og saftige souvlaki. Generelt vil vi anbefale
restaurantens traditionelle græske retter, mens burger, club sandwish osv.
kommer i lidt alternative udgaver.
Kun tre uger før påsken 2018 beslutter vi at tage en tur til Edinburgh. Sigrid har ikke prøvet storbyferie før, og vi vil gerne afprøve konceptet i en by af overskuelig størrelse. Vi tænker, at Edinburgh har en masse at byde på for Harry Potter-fans, og at det samtidig er nemt at komme uden for byen og få en forsmag på det skotske højland. Bortset fra hotellet bliver det en skøn tur, og vi vil alle tre gerne tilbage til både Edinburgh og højlandet.
Hotel Travellodge Learmonth
Vi bor på Hotel Travellodge Learmonth, da det ligger forholdsvis tæt på centrum og tilbyder morgenmad. Der er flot udsigt over dele af byen fra hotelværelset, som til gengæld ikke er helt rent. Og morgenmaden er af den vakuumpakkede slags, så vi tanker op på corn flakes og toast. Vi må erkende, at vi har booket for billigt, og at klassificeringen på to stjerner er velfortjent. Til gengæld er bydelen Craigleith hyggelig, og vi kan gå til centrum på ca. 20 minutter.
Oplevelser i Edinburgh
Det bliver til mange gåture frem og tilbage til centrum. Især den gamle bydel er vi pjattede med, og Sigrid bliver betaget af historien om hunden Greyfriar’s Bobby, som vogtede over sin herres grav i 14 år. Det var på Greyfriar’s Kirkyard, hvor JK Rowling også hentede inspiration til Harry Potter, og det er nemt at forestille sig. Det er også en del butikker, der sælger Harry Potter-merchandise og andet fantasy-udstyr. Sigrid får en Ginny Weasley-tryllestav til overpris og er ikke til at skyde igennem.
Vi ser det skotske nationalmuseum, som egentlig er en stor rodebutik, men rummer en del interessante elementer. Vi kommer både forbi uddøde dronter, skotske videnskabsmænd og Dolly, verdens første klonede dyr. Vi besøger også Our Dynamic Earth, som er et børnevenligt oplevelsescenter, hvor man “rejser” gennem fortiden, nutiden og fremtiden og lærer om planeten jorden.
Ikke langt fra Our Dynamic Earth og parlamentet er Arthur’s Seat. Det er en udslukt vulkan, som kan bestiges på en times tid. Vi tager vandrestøvlerne på og klatrer op på toppen. Ikke for gangbesværede, men det er umagen værd. En fantastisk udsigt over Edinburgh, og vi synes, at det er skønt, at vi kan få en dejlig naturoplevelse uden at tage ud af byen. Senere besøger vi Edinburgh Castle, og det er sjovt at kigge over på Arthur’s Seat derfra.
Endagstur i højlandet
Nu hvor vi er i Skotland, vil vi også se det skotske højland. Vi elsker alle tre historie og er vilde med borge. Vi vælger heldagsturen “West Highland Lochs, Mountains & Castles” med Timberbushtours.com. Vi kører i en minibus, hvor chaufføren også er guide med tør skotsk humor. Vejret viser sig fra bedste side på en dag sidst i marts, og vi får en god fornemmelse af storheden i højlandet. Vi besøger Doune Castle, hvor Outlander og Monty Pythons “De Skøre Riddere” er optaget, og ser Inverary Castle og Kilchurn Castle udefra – udenfor sæsonen er nogle af borgene lukket. Der er stop ved Loch Lomond, hvor frokosten indtages. Turen tager ti timer, men Sigrid synes heldigvis, det er en god blanding af natur og historie, så det er en succes for os alle tre.
Mad i Edinburgh
Sigrid elsker pastaretter, og en aften spiser vi på l’Oliviero på Grassmarket. Fint til prisen. En anden dag er det angusburgere – og pandekager for den mindste – på Bells Diner tæt på hotellet. Lækkert. Og så selvfølgelig fish and chips.
En varm junidag overbeviser vi os selv om, at i efterårsferien skal vi da en tur til Island. Sigrid syntes jo rigtig godt om forårets tur til Skotland og blandingen af storbyferie og naturoplevelser. Så må hun også være klar til Island, hvor lignende oplevelser venter – og så kan der lige krydres med varme bade i efterårskulden. Vi booker fem overnatninger og har fire hele dage deroppe. Det bliver et hit, og spørger vi Sigrid, hvor hun allerhelst vil hen igen, er svaret altid “Island!”.
Hotel Kerno Apartments, Reykjavík
Vi bor på det trestjernede lejlighedshotel Kerno Apartments, Hringbraut 74, 101 Reykjavik, i kvarteret Vesturbær, så vi selv kan lave morgenmad og mad om aftenen. Det synes vi er nemmest, når vi rejser med Sigrid, og så har vi også mere tid til at hygge på værelset om aftenen med spil osv. Vi ankommer sent om aftenen direkte til døren med lufthavnsbussen, men har fået gode anvisninger til at hente nøglen i receptionen der efter 18.00 er uden bemanding.
Hotellet ligger på en af hovedvejene i Reykjavík med en del motorstøj, men vi er ikke generet af det, da vinduerne for det meste er lukkede pga. udendørstemperaturen på ca. 5 grader. Vi får en kælderlejlighed, og det er vi i første omgang lidt skuffet over. Det viser sig dog at være ok, da der er fint med vinduer og udgang til en lille terrasse. Og så er der kun ca. ti timers dagslys i midten af oktober. Lejligheden er rummelig, hvor der kan lukkes af til soveværelset. Køkkenområdet er veludstyret med kogeplader, mikroovn, almindelig ovn, stort køleskab og fryser, kaffe og te. Derudover nyt tv og radio, hvor mobiltelefonen kan tilsluttes. Wifi fungerer upåklageligt. Der er en blændet dør fra køkkenet og ud, hvorfra der trækker ind, hvis man ikke lægger noget for. Men alt i alt er vi godt tilfredse.
Kvarteret Vestúrbæjar i Reykjavík
Der er ikke langt ned til vandet i den pæne bydel Vestúrbæjar/Skjól, og på vej derned ligger en lækker bager à la Emmerys, Kaffihús Vesturbæjar og en lille købmand, Melabúđin, kun fem minutter på gåben. Der er også en isbutik, Isbúd Vesturbæjar og et lokalt svømmebad Vesterbæjarlaug lige i nærheden, og vi kan gå ind til centrum på 10-15 minutter afhængigt af, hvor meget man vil kigge på undervejs.
Oplevelser i Reykjavík og omegn
Før afrejsen har vi besluttet, at vi tilbringer første dag i
Reykjavík, anden dag skal vi på bustur, og så lejer vi bil de sidste to dage.
Den første dag i Reykjavík besøger vi museet The Settlement Exhibition, som ligger, hvor nogle af de første bosættelser har ligget. Nogle få rester vises i museet, som ligger i kælderniveau,g er ret mørkt og af vekslende interesse. Men det er til dels børnevenligt, da der må røres ved nogle af tingene.
Vi ser en oplysende udstilling om islands vej til selvstændighed fra Danmark.
På forhånd har vi læst, at der er gamle sagaer på Culture House. Det er der dog ikke længere, da vi kommer derhen, men får at vide, at der på Islands Nationalgalleri er en særudstilling, hvor der er sagaer. Vi besøger museet, hvor vi ser en interessant udstilling i anledning af 100-året (1918) om Islands selvstændighed fra Danmark. Til lejligheden er bl.a. Njals saga udlånt fra Det Kongelige Bibliotek. Vi synes alle tre, at det er spændende at se de gamle skrifter og tankevækkende at lære om Islands selvstændighed set fra Islands side.
Vi går også ind i Harpa, Islands nye koncerthus, der er tegnet af Eliafur Eliasson.
Golden Circle Iceland
På dag to tager vi med Get Your Guide på turen “Golden Circle med Keríd krater“. Dan og jeg har set det hele før, men vi synes, at Sigrid også skal se de mest berømte seværdigheder. Hun imponeres over det hele, der er så anderledes end, hvad hun ellers har set. Første stop er Thingvellír, hvor vi står ved den europæiske og amerikanske kontineltalplade. Sigrid har også lyttebøfferne fremme, da hun hører om afhøringerne af hekse, da har fundet sted i det kolde turkisblå vand på stedet. Vi når også om til vandfaldet Oxararfoss, som er flot på trods af gråvejret.
Næste stop er Geysír. Det er en stor oplevelse for Sigrid at se Strokkur spinge ca. hvert niende minut – Geysír springer ikke mere, men har givet navn til hele fænomenet. Det er også ret specielt at se de andre huller med boblende vand og den omgivende farverige mineralholdig jord.
Gullfoss er smukt, imponerende og frygtindgydende.
Da vi når til Gullfoss, er det skiftevist regnvejr og solskin, så vandfaldet tager sig meget forskelligt ud. Sigrid har – heldigvis – respekt for de store kræfter, men vi vover os alligevel ud på plateauet for at se det på nært hold. Vi læser historien om Sigridur Tomassdottír, der kæmpede for at bevare Gullfoss i stedet for at lade det inddæmme. De personlige fortællinger gør det meget nærværende for Sigrid. På vej fra Gullfoss stopper vi lige fem minutter for at hilse på nogle islandske heste. Sigrid er næsten ikke til at få med derfra igen. Hvis vi skal til Island en anden gang, slipper vi nok ikke for at tage på en ridetur…
Find Holger. Dan går hele vejen rundt om toppen af Keríd vulkankrater.
Dagens sidste stop er ved Keríd vulkankrater. Nu er det blevet solskin, og både krateret og landskabet omkring tager sig flot ud. Vi går helt ned til søen, hvor Sigrid løfter store lavasten, og Dan når at gå hele vejen rundt på toppen af krateret. Så går turen tilbage til Reykjavík, og vi er trætte efter de mange indtryk og det vekslende vejr.
Reykjanes
Vi har lejet bil hos Avis hjemmefra, og Dan henter bilen i udkanten af byen. Vi har reserveret billetter til Den blå Lagune kl. 10.00 og bevæger os mod halvøen Reykjanes. Sigrid har glædet sig rigtig meget til oplevelsen, og vi er spændte på, hvad hun siger til det, selvom vi har gjort en del ud af at fortælle, at det er afslapning, og at man ikke kan bade og dykke som i et normalt bassin. Det er en speciel oplevelse at være i vandet i lagunen i støvregn, og Sigrid tager uden tøven hele wellnesskonceptet til sig. Det er total luksus at hente smoothies i baren, drikke postevand fra en drikkefontæne, få ansigtsmaske og bevæge sig rundt i vandet – alt sammen mens man er i vandet. Vi er der i ca. to timer, og Sigrid kunne såmænd godt være blevet længere.
Fra Den blå Lagune kører vi mod Grindavík for at finde lidt frokost. Vi stopper ved en tilfældig tankstation, hvor de har fastfood. Der er overraskende meget at vælge imellem, og vi snakker en del om, hvad vi skal vælge. Da vi skal til at bestille, indleder den fuldvoksne mandlige ekspedient en samtale med os på dansk. Sigrid er fuldkommen målløs, og vi er imponerede, da det viser sig, at han “kun” har lært dansk i skolen og på et kort besøg i Aalborg. Vi kører videre mod Krysuvík for at se endnu et geotermisk område. Det lugter helt vildt af prut derude, men det er stadig meget fascinerede at se kogende vand og mudder i naturen. På den videre færd er vi ret optaget af at iagttage naturen, da Reykjanes er lidt som at være på månen – Landskabet er goldt med knoldet lava og næsten ufremkommeligt.
Svovllugt, boblende kilder og mangefarvet jord. Det ser vi i regnvejr ved Krysavík.
Det begynder at regne mere vedvarende, og vi beslutter at køre mod Reykjavík og tager i indkøbscentret Kringlan. Der er mange butikker, men vi er elendige til at shoppe. Det eneste, vi får med hjem derfra, er en lunde-bamse og dejblanding til islandske pandekager!
Vandfaldet Barnafoss
Næste dag kører vi nordpå, hvor vi får et godt vue af Reykjavík fra den anden side af fjorden. Vejen snor sig langs foden af bjergene, og det er imponerende at se landskabet med ensomt beliggende gårde og dybe fjorde. Der er flot udsigt til Borgarnes, og vi når vandfaldet Barnafoss ved frokosttid. Det er et specielt vandfald, som er opstået for ca. 1.000 år siden ved et vulkanudbrud, og så er vandet senere brudt igennem lavaen. Vandet er isblåt, og ifølge sagnet har vandfaldet fået sit navn pga. to børn, der engang er druknet der. Den historie er Sigrid meget optaget af. Det sner en smule, mens vi er der, så vi er også glade for at få lidt varme i det lille tilhørende cafeteria.
Vandet løber gennem den gamle lava ved Barnafoss, hvor vandet er isblåt.
Mosfællsbær svømmehal
Vi har taget svømmetøjet med, for vi vil gerne prøve et af de almindelige svømmebade på Island. Vi stopper i Mosfellsbær lidt uden for Reykjavík og køber billet til en brøkdel af prisen for den blå lagune. Oplevelsen i Mosfellsbær er lige så stor. Sigrid løber frem og tilbage og prøver rutchebanerne, og både Dan og Sigrid tager isbad og derefter det varmeste bassin. Samtidig har en skoleklasse svømmeundervisning i det store bassin, mens læreren sidder ved siden af i flyverdragt. Meget eksotisk for os danskere. Vi snakker tit om det forunderlige i at ligge i et udendørs bassin i fem graders varme og se på bjergene.
Mad på Island
Mad er generelt dyrt på Island, og vi spiser kun ude få gange, også fordi Sigrid er lidt kræsen. Den første dag har vi ikke noget i lejligheden til morgenmad, så vi går ind til centrum og får brunch på Café Paris – Dan og Tina traditionelt med æg, bacon, brød osv., mens Sigrid får pandekager af den tynde nordiske slags med banan og nutella. Helt ok og med tilfredse maver kan vi begynde sightseeing. Frokosten indtages på Sægreifinn – “Havbaronen”, et skur på havnen, der skulle have noget af Reykjavíks bedste hummersuppe. Vi er spændte på, hvad Sigrid siger til det. Hun er ikke meget for at smage, men får store pupiller efter første skefuld. Hummersuppe er nu hendes livret!
Hummersuppe fra Sægreifinn. Serveret i en stor kop med lidt flute til. Kraftig, cremet og varm, skønt!
På tur til Barnafoss får Sigrid verdens største stykke
chokoladelagkage med omtrent en liter flødeskum til. Hun er svært begejstret.
De voksne vil nok sige, at fokus mest er på kvantitet frem for kvalitet, men udsigten
er fantastisk, og i det hele taget er det dejligt, at der kan købes varme
drikke, og man kan få varmen ved seværdigheden.
Ved Geysír spiser vi ok fish and chips, men de fleste måltiderne spiser vi i lejligheden. Vi handler i Bonus, en slags Netto, tæt på havnen i Reykjavík og supplerer i det lille lokale supermarked Melabudin. Her kan man bl.a. købe grillkyllinger – grillađur kjúklingur – som er ret gode.
Vi når desværre ikke til Restaurant Fjöruborđiđ i Stokkseyri på sydkysten, hvor vi på vores tidligere rejse til Island fik verdens bedste hummersuppe – den må vi have til gode. Den engelske kok Rick Stein har været der, men kunne ikke lokke opskriften ud af dem. Han har så selv komponeret en efterligning, som vi har efterlignet – mums!
Tips
Bycykler – Dan glemmer sin taske i lufthavnsbussen på vej til hotellet, og vi får heldigvis hurtigt kontakt med busselskabet, selvom det er sent om aftenen. Vi får at vide, at han kan hente tasken på terminalen, der ligger ude ved industrihavnen dagen efter. Han henter tasken om morgenen og får det hurtigt overstået, da han hopper på en bycykel, der står alle vegne. Det koster ca. 19 DKK pr. halve time (2018).
Alkohol – husk at hvis du vil have lidt procenter med til hotelværelset, kan du ikke købe det i supermarkedet. Du skal i stedet i Vínbúdin, Islands vinmonopol
Hent lejebil i centrum – vi lejer bil hos Avis hjemmefra og er ikke opmærksom på, at bilen skal hentes i udkanten af byen. Vi får lov at aflevere den hos Avis i den lille lufthavn tæt på centrum. Hvis I bor i centrum, kan I lige så godt bede om at hente bilen der.
This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Cookie settingsOK
Privacy & Cookies Policy
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these cookies, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may have an effect on your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.